| Tilbage |
Vejret startede lidt klarere end den foregående dag. Det kunne bl.a. ses ved, at bjergene på den anden side af søen fremstod klarere end igår.
Idag skulle Hans og jeg på bjergvandring, havde vi aftalt! Med en lille madpakke, vand og en øl til toppen, gik det op mod det 910 meter høje Venelifjell, der ligger bag hytterne. Ifølge skilte på vejen var der ca. 5 km. derop. Det virkede som en overkommelig affære for sådan et par uvante bjergbestigere! I rask tempo gik det opad. Hans virkede til at være i god træning og jeg blev hurtigt varmet op, så vi begyndte at sætte tid på, hvornår vi nåede toppen. Men vi blev klogere!
Det første stykke vej gik af en snoet grusvej. I sig selv ikke nogen stor udfordring - bortset fra stigningen. Vi kunne se, at her havde kørt bil for nylig. Nogen skød åbenbart genvej til toppen, konkluderede vi.
Jo længere vi nåede op, desto bedre blev udsigten bag os. På et tidspunkt nåede vi et sted, hvor bilerne ikke kunne komme længere. Så blev det "off-road" - og egentlig lidt mere spændende. Nu var det lidt sværere at følge en bestemt rute på et kort, men røde markeringer på træer og sten gjorde det muligt.
Det bliver mere stejlt og der dukker flere store sten og klippestykker op med is på. De er ikke lette at forcere.
Vi har hele tiden et indtryk af, at vi er tæt på toppen af Venelifjell. Efter et stykke tid begynder vejret at ændre sig. Der kommer mørke skyer over området og det kan ende med sne.
Vi når til sidst toppen, men det viser sig hurtigt, at det ikke er toppen af Venelifjell. Dén top ligger foran os og ser endnu mere utilnærmelig ud! Men vi fortsætter ufortrødent - også selv om det begynder at sne. Bag os (mod vest) kan vi se, at det bliver diset, men vi fortsætter. Et par steder bliver vi overrasket af isbelagte klipper. Sneen skjuler isen og vi går på bagen et par gange. Et sted er Hans uheldig. Han falder uheldigt, hvorved der går hul på en af vores dåseøl i rygsækken. Dåseøllene var ellers beregnet til, når vi stod på toppen af Venelifjell, men nu måtte vi jo sadle lidt om, så alt øllet ikke gik tabt!
Vi var nu oppe på et forholdsvis flat område og det gik lidt nedad, for at komme hen til selve Venelifjellets top. Vi var kommet op, hvor der ikke mere var vindstille. En bidende kold vind og sneen trak lidt i vores motivation til at fortsætte!
Men vi var tæt på, så det skulle lykkes! Snart var vi klar til "opstigningen" de sidste 200 - 300 meter. Vi nåede vel 75 - 100 meter længere opad. Nu blev det meget svært. Hele vejen rundt var der et bredt bælte med store isbelagte klipper på 2 - 3 meters højde/bredde. Det blev meget svært at forcere. Vi kunne se, at vejret var blevet værre. Mod vest var der ingen sø og bjerge at se mere, så vores "spotpunkt" på tilbagevejen var ved at forsvinde. Ingen grund til dumdristigheder, blev vi enige om. Vi spiste vores madpakker og begyndte at gå tilbage.
Det gjaldt om at holde tungen lige i munden og finde de røde mærker på tilbagevejen. Ellers kunne vi risikere at havne i en blindgyde - måske med et stejlt område. Hans kunne fint se mærkerne og jeg kunne sørge for, at vi ikke kom til at gå på isbelagte klipper, så det gik støt nedad.
Efter en halv times vandring, var vi tilbage på grusvejen, der førte ned mod Vrådal Hyttegrend. Lige inden vi nåede vejen, ringede Gitte for at høre, hvordan det gik med os. Da de hørte, at vi ikke var tilbage den første time, ville de andre køre en tur. Hans og jeg regnede hurtigt ud, at vi kunne sætte os med en kop kaffe, et glas portvin og en god bog. Så vi skyndte os tilbage til hytten.
Vi nåede kun lige at få os placeret i et par gode stole, før de andre var tilbage. Marie bød på lun leverpostej, Norsk tv bød på familien Flintstone og Vrådal Hyttegrend bød på en god sofa/seng til et "nap". Udenfor dalede sneen stille og roligt lodret ned. Vi lå åbenbart helt i læ for bjergene.
Ved skumringstid skulle vi ned til Vrådal. Vi skulle nemlig på en tur med hestevogn og fakler. Oprindelig skulle det være en kanotur i området men det var der stadig for lidt sne til. Det blev til en halv times hyggelig køretur ud mod Vrådal Hyttegrend mens det blev helt mørkt. Sneen dalede ufortrødent ned og turen blev lidt koldt til sidst.
Tilbage til hytten. Nogle kørte og nogle gik de ca. 3 km. Aftensmaden stod Marie for. Kartofler og medister. Vi havde fået styr på det varme vand igen, så alle kunne få et bad.
Aftenen stod på almindelig hygge, julekort-skriveri, fremstilling af pynt til juletræet - og lidt snak!
| Tilbage |